København savner mig åbenbart ikke synderligt meget, fordi de har nu godkendt at forlænge mit ophold indtil sommeren næste år. Jeg blev lidt fornærmet over, hvor let de tilsyneladende tog dén beslutning. Jeg havde i det mindste forventet et grådkvalt opkald fra institutlederen, men det kom aldrig.
Hursomhelst. Helsingfors elsker mig. Når de hører, at jeg er fra Færøerne, så taber de både næse og mund og prikker til mig for at se, om det vil få mig til at briste som en sæbeboble foran deres øjne. Og når de opdager at jeg ikke går nogen vegne, så rykker de til og hviner af glæde. Man burde helt enkelt anvende en lignende teknik i integrationspolitik; verden ville være et bedre sted.
Finner færdes som regel to og to, og man ser dem ofte lettere forhutlede som de læner sig ind imod hinanden ved overgangsstierne, hvor de i ni ud af ti tilfælde venter i vanvittig lang tid efter grøn mand. Her forleden var der én som tilsyneladende forsøgte starte en mindre revolution ved at stikke foden ud fra kødvæggen han kom fra, midt under rød mand. Jeg så det komme. Inden han står helt alene på sporvognsbanen og imellem de to flankerende menneskemængder laver han en grundig kigge-til-højre-venstre og en ekstra venstre-til-højre og så, for en sikkerheds skyld, en hurtig-højre igen.
Finner færdes som regel to og to, og man ser dem ofte lettere forhutlede som de læner sig ind imod hinanden ved overgangsstierne, hvor de i ni ud af ti tilfælde venter i vanvittig lang tid efter grøn mand.
Vi observerer hans krop som et stykke found-art, og vores blik farer mellem ham og den stille, stive, røde mand i lyskurven over os. Bliv nu grøn mand, for helvede – er der flere som tænker. Vi er lidt jaloux og meget forfærdede, og vi kunne selvfølgelig lade være med at kigge og hellere stirre blankt ind i Stockmann’s velklædte mannequiner, men hvem gider det. Det her er livets teater.
Det næste der sker, er en kollektiv profilering af normbryderen. Det rene gætværk af køn, arbejds- og familieforhold samt årsindkomst flyver rundt i vores hoveder og hvert gæt falder i harmonisk takt til hans dansende trin over de glatte, regnvåde spor i vejen. Situationens alvor opstår først, når en bilbane lidt længere væk får grønt lys og lyden af hundredtals biler som brøler af sted, bliver baggrundsmusik til hans nu farefulde færd. Det hjælper heller ikke, at baggrundsmusikken også skaber synlig uro på begge sider af sporene.
Hvis mennesket i virkeligheden var socialt, så var det jo ens pligt at øjeblikkeligt affyre et nødblus og smide en svømmering ud til ham eller gøre et tilløb og kaste sig over ham, i et forsøg på at få ham trygt over på den anden side, om end i en voldsom glidende tackling. Men ingen gør eller siger noget. Er uheldet ude og en sporvogn dukker op, så resulterer det oftest blot i, at vognen skælder manden ud via en række uafbrudte vredt klingende klokkelyde, og staklen får lov til at leve med vores fordømmende blikke indtil grøn mand giver ham lov til at gå videre over næste overgangsfelt.
I de fleste tilfælde krydser han uskadt og upåvirket vejen, men hændelsen er med til at bevise at mennesker er i stand til at nyde at gøre det lidt strafbart at træde ud af kødvæggen. Har du tænkt over det, mamma?
Turið studerer en MA i Moderne kultur og kulturformidling ved Københavns Universitet. Som udvekslingsstuderende ved Helsingfors Universitet studerer hun kønsvidenskab samt kultur og kommunikation.
